Norge

Helt fra min ungdom, hvor mine forældre tog mig med til Norge for at fiske, har jeg været begejstret for den Norske natur. Variationen er stor fra afrundede bjerglandskaber, frodige skove, brede dale med landbrug til dramatisk indskårne fjorde og forrevne bjergtinder. Norge har noget for enhver og selv om jeg gennem mange år har tilbragt meget tid i Himalaya og Andes, så indeholder Norge – og Norden i det hele taget – steder, jeg altid vil komme tilbage til.

Norge har en hel række af nationalparker, som er særdeles smukke og har hver deres særpræg, men dermed vil jeg ikke sige, at det ikke er værd at komme udenfor nationalparkerne. Der er selvfølgelig altid en grund til at udnævne et område til nationalpark, som regel er der natur, der er bevaringsværdigt og sjældent af den ene eller anden grund, og ofte er det noget, der er værd at gøre sig lidt besvær for at se og opleve. I alt er der 44 nationalparker i Norge, og jeg har langt fra besøgt dem alle, blandt andet ligger 7 af dem på Svalbard, hvor jeg endnu ikke har været (11/2015).

Du kan se listen over nationalparkerne på Wikipedia

Mine favoritområder i Norge er bl.a. nogle af disse nationalparker:

• Jotunheimen (nr. 5 på kortet)
• Rondane (nr. 6 på kortet)
• Dovrefjell (nr. 12 på kortet)
• Hemsedal – som ikke er en nationalpark
• Aurdal – heller ikke en natonalpark
• Trysil – heller ikke nationalpark

Mine oplevelser i Norge har for en stor del været om vinteren, hvor jeg ofte har tilbragt tiden på langrendsski enten gående fra hytte til hytte eller har boet i snehuler og foretaget ture ud herfra.

Således var min første egentlige bjergtur, som foregik to måneder efter, jeg havde meldt mig ind i det daværende Dansk Bjergklub (nu DBKK: Dansk Bjerg og KlatreKlub), en tur til Jotunheimen, hvor vi boede i den samme snehule hele påsken. Fra denne foretog vi ture ud og besteg bl.a. Galdhöpiggen, der er Nordens højeste bjerg. Det var en meget smuk tur, som gav mig så mange fine udfordringer, at jeg var “hooked” på livet som bjergbestiger. Jeg var også ude for en oplevelse, som kunne være blevet min sidste, men den vil jeg lade dig læse mere om i min store bog om Mont Blanc og bjergets bestigningshistorie. Du kan finde mere om bogen her på mit firmas hjemmeside.

Jotunheimen

Jætternes hjem, som navnet betyder, er hjemsted for 44 toppe over 2000 meter, og er dermed det sted i Norden, der indeholder det største antal af de “store” bjerge – store i Nordisk sammenhæng. Med sit areal på omkring 3500 kvadratkilometer (heraf ca. 1150 nationalpark) er det område, der kan danne udgangspunkt for mange ture, uden at man behøver se det samme flere gange.

Jotunheimen er velforsynet med vandreruter, som også er sådan markeret med T-varder, at man kan følge ruterne om vinteren. Der er et veludbygget net af hytter, som primært den norske turistforening driver – der er dog også nogle private hytter – og enkelte steder er der også deciderede campingpladser. I øvrigt gælder allemandsretten også i Jotunheimen, så man kan overnatte i sit telt, hvor man har brug for det. En del af området er gletsjerdækket, hvorfor færdsel her kan kræve bjergerfaring og -udstyr, men de markerede ruter er sikre at følge.

Der er store muligheder for lettere bjergbestigning, som kun indebærer vandring uden behov for klatreudstyr. Således kan Nordens højeste top, Galdhöpiggen på 2469 meter, bestiges ad to lette ruter fra henholdvis hytten Spiterstulen eller Gjuvvashytte. Det kræver en rimelig fysisk form at gennemføre, for selv om distancen er sølle 6-7 kilometer, så tager det lang tid gennem det barske terræn og stigningen op til toppen er også betydelig fra begge udgangspunkter. Typisk tager det 5-6 timer at nå toppen og 2-3 timer at komme ned igen. Turen bør kun gøres i godt vejr, da forholdene i fjeldet kan være endog meget barske, hvis vejrliget ikke arter sig positivt. Danskere med ringe fjelderfaring har overhørt rådet og, selv om det heldigvis sker meget sjældent, har nogle måtte betale den ultimative pris. Bjergene skal man altid have stor respekt for uanset om det er Himalayas giganter eller tilsyneladende mere fredsommelige bjerge som de norske fjelde.

En af Norges mest kendte vandreture befinder sig i Jotunheimen, den utrolige tur over Besseggen, hvor du har et dybt kig til en sø på hver side af bjergryggen, du bevæger dig op ad (eller ned ad, hvis du går den anden vej, hvad de fleste dog ikke gør). På den ene side ligger den mægtige og af gletsjersediment blåfarvede sø Gjende og til den anden den højere liggende Bessvatn. Man kan gøre turen som en del af en længere vandring i Jotunheimen, men ruten kan også gøres som en-dagstur ved at sejle fra Gjendesheim ved østenden af Gjende til Memurbu, hvorfra du så går Besseggen tilbage til udgangspunktet.

Jeg har vandret og løbet på ski i Jotunheimen adskillige gange, men mine største oplevelser har været vinterturene, som for mig har fortættet oplevelserne på en helt speciel måde. Jeg er i forvejen meget glad for sne, så det er vel ikke så sært at vinterlandskabet tiltaler mig så meget. Jeg har dog lovet mig selv, at jeg snart skal på en efterårstur i enten dette område eller et andet af Norges smukke fjeldområder. Det er en oplevelse, jeg stadig har til gode og som jeg ved også vil være yderst tilfredsstillende, da jeg holder meget af efterårets farver. Sandsynligvis vil jeg gå “foto-amok” på sådan en tur.

Rondane

Dette fjeldområde er lidt mindre i areal end Jotunheimen, men indeholder også en betydelig del af Nordens bjerge over 2000 meter, nærmere præcist er her 10 af slagsen og den højeste er Rondeslottet med sine 2178 meter. Som Jotunheimen er der også her et godt net af vandreruter. Rondane var faktisk det første område i Norge, der blev udråbt til natonalpark tilbage i 1962, arealet er dog udvidet siden til de nuværende 963 kvadratkilometer.

Rondvassbu hytten er et godt udgangspunkt for dagsture op på flere af de højeste fjelde i området bl.a. Rondeslottet. Men vil du gå længere ture, så kan turen rundt om Rondeslottet anbefales. Det er en tur, der tager et par dage med mindre du kombinerer det med en bestigning af Rondeslottet fra nordsiden, så skal du lægge en dag til. Turen bringer dig gennem meget varieret natur, da en del af ruten er relativt tør, mens en anden del går gennem den vandrige Ilmanndal med en række af småsøer. Generelt er Rondane ellers ret tørt, da det ligger i læ af Jotunheimen, som først rammes af vestenvinden og regnskyerne ude fra Atlanterhavet.

Lige nordvest for Rondane ligger i øvrigt Dovre nationalpark, som ikke er det samme som Dovrefjell nationalpark, der ligger længere nordpå og tættere på vestkysten.

Dovrefjell

Denne nationalpark hedder i virkeligheden Dovrefjell-Sunndalsfjella nationalpark, et navn den fik så nyligt som i 2002, da parkens område udvidedes betydeligt til i dag 1693 kvadratkilometer. Nationalparken er bl.a. speciel ved – sammen med Rondane og Dovre – at indeholde en af Norges største bestande af vildrener, men helt specielt for Dovrefjelle-Sunndalsfjelle nationalparken er en bestand af moskusokser. Denne park egner sig primært til den mere erfarne bjerggænger, da klimaet er barskt, der er få hytter og derfor kan være lange dagsmarcher og terrænet er usædvanlig barsk.