Kilimanjaro

Mange betragter turen op ad Kilimanjaro som en bjergbestigning, men i virkeligheden er det en trekkingtur, som blot ender på toppen af det højeste bjerg i Afrika.

Jeg har selv været der 14 gange (pr. feb. 2023) og har haft mange med op på toppen gennem mit arbejde som guide for Kipling Travel. De fleste får succes med turen, når blot forberedelserne er i orden.

Jeg har skrevet hele to bøger om Kilimanjaro, den ene er min dansksprogede meget udførlige guide til bjerget: Kilimanjaro – guide til natur og bestigning. Bogen indeholder informationer om bjergets opdagelses- og bestigningshistorie, naturen på bjerget, ruterne, dine forberedelser i form af træning, valg af tøj og udstyr samt meget mere. Den anden er engelsksproget: Kilimanjaro Guide. Den indeholder en del af den samme information, men fungerer meget mere som en inspirationskilde med sine mange smukke billeder, eller kan anskaffes som et minde om en allerede gennemført tur.

Kilimanjaro er med sine 5895 meter toppen af Afrika og ligger ganske få kilometer syd for ækvator. Bjerget er omgivet af savanne med f.eks. xx nationalparken lige nord for bjerget. Herfra kan man være heldig at fotografere en elefant i forgrunden og have bjerget som bagtæppe.

Der er mange ruter op ad Kilimanjaro og nogle af dem har fået øgenavne som f.eks. Marangu ruten, der lidt hånende kaldes “Cola ruten,” da den ikke regnes så højt – og det i øvrigt har været muligt at købe cola det meste af vejen op. Machame, som er en af de mere udfordrende, kaldes ofte “Whisky ruten.” Ikke sådan at forstå, at man kunne købe whisky på denne rute, men blot fordi det var en mere krævende rute.

Min favoritrute, som giver mangeartede oplevelser af klimazoner og bevoksning samt rigelig tid til akklimatisering til turen op i den tynde luft mod toppen, er Lemosho. Denne rute starter helt mod vest på bjergets ovale grundform og bevæger sig faktisk nedenfor toppen og næsten helt over på østside, inden den går stejlt op mod toppen i løbet af de sidste halvanden dag.